Farver er lys, liv og dejlig energi

Hvis vi i første omgang ser bort fra alt det male-tekniske med at blande og sammensætte farver, så har farver en stor psykologisk betydning for os mennesker. Selvom farvepsykologi ikke er en udbredt anerkendt videnskab, bruger vi i udstrakt grad farvernes betydning og symbolik både bevidst og ubevidst. Helt banalt, så har alle mennesker en instinktiv fornemmelse af, hvorfor den røde farve bliver brugt som stop-lys i lyskurver.

Hver farve har en energi som påvirker os – og her spiller den kulturelle påvirkning selvfølgelig også ind. For eksempel opfatter vi i Vesten farven hvid, som uskyldens og det renes farve – i Asien opfattes hvid som dødens og sorgens farve.

Farver har naturligt interesseret mennesker til alle tider – I vores nordlige himmelstrøg var farveudvalget i ældre tider begrænset til en begrænset palette af naturfarver – men der skete et kvantespring i farveudviklingen, da samhandelen med fjerne lande bragte stoffer og brugsting op til os med hidtil ukendte stærke farver. Det ansporede os blandt andet til at konstruere syntetiske farver.

Isaac Newton (ham med tyngdeloven) udviklede helt tilbage i 1704 den allerførste systematisering af farver – som satte fokus på farver som en egentlig videnskab. Newtons farvekreds bestod af 7 farver – nemlig farverne fra regnbuen – som vi kalder spektralfarverne. Gul, rød, orange, grøn, blå, indigo og violet. Newton interesserede sig ikke for farverne som sådan, men for hvordan farverne fysisk blev skabt gennem lysets brydning, og han lagde dermed grundlaget til den fysiske optik.
Der hvor regnbuen ender
Her vil jeg benytte lejligheden til at vise et af mine fotografier af en regnbue – som simpelthen ender i naboens have  – midt på græsplænen (der ligger ingen skat – men det er naboens katte-kirkegård).

Senere i 1793 satte komponisten, digteren og kunstneren Johann Wolfgang Goethe fokus på farvernes psykologiske betydning – Goethe lagde især vægt på farvernes varme og kulde, og han associerede farverne med bestemte følelser, som han beskrev i meget poetiske vendinger. Goethe tog oprindeligt udgangspunkt i farverne gul og blå, som han anså for modsætninger, og konstruerede herudfra det første farvehjul bestående af 6 primær-farver; Gul, orange, grøn, blå, lilla og violet. Goethe fik ikke særlig anerkendelse i sin samtid for sine teorier om farvers følelses- og oplevelsesværdi, men har siden vundet stor udbredelse blandt kunstterapeuter og udøvere af Rudolf Steiners kunstpædagogik, og bruges aktivt den dag i dag.
Goethes_farvehjul

Med Johannes Itten kom der i 1960 rigtig skred i den psykologiske farvelære med modellen, ”Den æstetiske farvelære”. Johannes Itten videreudviklede et farvehjul, der baserede sig på 3 primærfaver: Gul, rød og blå, og ved disses indbyrdes blandinger fås i alt 12 farver. Itten fik præciseret nogle objektive kvaliteter ved farver med udgangspunkt i farverne indbyrdes forhold, som for eksempel de 7 farvekontraster; Eksempelvis komplementærfarver, varm/kulde-kontrast, lys/mørke-kontrast osv. Itten beskrev endvidere farverne ud fra alle tænkelige kulturelle vinkler såsom, filosofiske, religiøse og psykologiske. Han var også den første til at associere farver med forskellige persontyper, og havde udpeget 4 persontyper med navnene på årstiderne. Ittens farvelære anvendes i dag på kunstskoler verden over, som retningsgivende for brug af farver, og er siden blevet fortolket og udviklet i mange forskellige retninger.
Johannes Ittens farvehjul
Grundlaget for  farvernes psykologi — blev grebet af psykologen Max Lüscher, som næsten samtidigt med Johannes Itten udviklede sin egen psykologiske test ved hjælp af farver. På den tid var det udbredt at anvende Rorschachtesten (den med blækklatterne), som er meget tidskrævende, og farverne banede nu vejen for en meget enklere og lettere anvendelig personlighedstest. Lüschers farvetest blev baseret på et omfattende empirisk materiale, og blev også efterfølgende kvalificeret yderligere. Lüschers farvetest bruges den dag i dag både i psykiatrien og i erhvervslivet – som et supplement til andre personlighedstests.

I dag går udviklingen mod at tage den farvepsykologiske betydning, som Lüscher nåede frem til, og kombinere dette med den objektive del af Johannes Ittens farvelære. Det er en spændende udvikling, og et utroligt facinerende emne at fordybe sig i. Her er den danske psykolog Birgitte Hultberg foregangskvinde, med udviklingen af en farvetest, som er udgangspunkt for en række terapeutiske og  meditative øvelser til selvudvikling. (Birgitte Hultberg: “Din Farvepsykologi” Borgen 2012).

Jeg forsøger at løfte sløret lidt mere for disse spændende teorier i mit kursus ”Farvernes psykologi”. Som kursist bliver du ikke testet :-) men du får et spændende indblik i tankerne og teorier bag – så brug af farver i din kunst får en ekstra betydning og dimension.

Om Anette Ploug

Kunst har altid været min store interesse. Allerede som helt lille tegnede jeg på alt - vægge, møbler og selvfølgelig i mine kladdehefter i skolen. Det kreative har altid fulgt mig - uanset hvor min karriere har bragt mig. Efter mange år i erhvervslivet - efterfulgt af en årrække som selvstændig kunstner og konsulent, har jeg nu valgt at kombinere kunstens processer med forretningsudvikling. Jeg har etableret virksomheden InnovArt. Min blog vil fokusere på kunsten og knytte kontakter til ligesindede.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>